Sydhavnens forlag

Enghave Kanal

Anker & Sydhavnen

Ankers hjørne, Borgbjergsvej 1

Anker Jørgensens hjem var i Sydhavnen igennem det meste af hans liv. Han voksede op på Christianshavn som forældreløst plejebarn, men da han giftede sig med Inger valgte de det kooperative boligbyggeri Frederiksholm i Sydhavnen – først AKB Karré 17 på Mozarts Plads (”Faktagården”) og senere Karré 7 på Borgbjergsvej (”Bagergården”). Hans motto var: at stå i fagforening, bo kooperativt og handle kooperativt (d.v.s. i Brugsen).

Anker til gårdfest i AKB Karré 7

Ingrid og Anker og deres fire børn var en naturlig del af dagliglivet som her ved Karré 7’s gårdfest i 1971. Jeg flyttede selv ind i Karré 7 i 1983. En dag jeg vaskede i vores fælles vaskeri i gården, var Ingrid i gang med at rulle, og hun fortalte løs. Som nygifte havde hun og Anker stået i køen til boliganvisningen inde i Stormgade sammen med alle de andre boligløse. Det var en udholdenhedsprøve, men endelig lykkedes det, og de fik deres lejlighed i Karre 17, hvor butikken i rigtig mange år var en kooperativ brugsforretning. Efter mange år flyttede de så til hjørnet af Borgbjergsvej og Sydhavnsgade, og det var en af pressens yndlingshistorier, at landets statsminister blev boende i et beskedent arbejderkvarter sammen med jævne mennesker. De havde nu en rummelig 5-værelseslejlighed med en fantastisk udsigt fra 3. sal og alle moderne bekvemmeligheder, men med 4 børn, var det ikke for meget.

Anker danser jazz

Anker havde travlt både som fagforeningsmand og senere som politiker. Alligevel havde han tid til sit nærområde. Fællesskaberne omkring ham blev taget alvorligt, uanset om det var på arbejdspladsen eller i boligområdet. Da lokale beboere i 1999 oprettede en jazz-klub i Kvartershuset på Borgbjergsvej, bad de ham om at deltage og vise sin støtte, og selvfølgelig kom han.

AKB Karré 17

Jeg oplevede Anker som en god taler et par gange, underholdende, men altid med et større perspektiv. Karré 17 holdt 50-års jubilæum i 1999, og de holdt en gårdfest med spisning og musik, hvor jeg deltog. Anker var blevet bedt om at holde en festtale her i hans egen gamle gård, og Anker troppede op og holdt en glimrende tale. En historie, han fortalte, var om sit statsbesøg i Kina, hvor Deng Xiaoping var ved magten:

- Først skulle man op ad en stor, bred trappe, og jeg stod så foran en enorm dør, der fik én til at føle sig lille. Den blev åbnet og jeg stod foran en kæmpe sal, som jeg skulle igennem, så endnu en mægtig dør og en sal, hvor Deng sad helt nede i den anden ende. Da jeg endelig nåede helt hen til ham, rejste han sig op, og tænk bare - denne mand der bestemte over verdens folkerigeste land – han var mindre end mig!

Anker Jørgensens Allé?

Anker var afholdt og respekteret af alle i Sydhavnen uanset politisk farve - han var en arbejderhelt i et arbejderkvarter. Det er derfor kun rimeligt, at vi nu får en plads opkaldt efter ham i vores bydel i tråd med den 100-årige tradition for gadenavne opkaldt efter arbejderbevægelsens store navne. Kommunens vejnavnenævn mener det skal være den lille plads på hjørnet af Borgbjergs Vej og Gustav Bangs Gade, som i forvejen i folkemunde er blevet døbt "den røde plads". Vil det nye navn slå an i bydelen?

Paul-Erik Lind

Enghave Kanal • Sydhavnens forlag • email: pelind@comxnet.dk •